Club Brugge har tabt alle fem kampe i Champions Leagues gruppespil i denne sæson, og onsdag aften sparer klubben ifølge cheftræner Michel Preud'Homme flere spillere mod FCK for at være friske til søndagens topbrag i Belgien mod Anderlecht.
Det ligner en fordel til FCK, som har behov for at vinde kampen for at have en chance for at gå videre fra gruppe G. Men manager Ståle Solbakken ser ikke et reservespækket Brugge-hold som en gave.
- Jeg forventer, at det bliver meget jævnbyrdigt. Jeg tror ikke, der er forskel på, om de spiller med den ene eller anden wing eller midtbanespiller. For mig at se er kvaliteten blandt de bedste 14-15 spillere hos Brugge lige god, siger Solbakken.
- Vi skal levere en koncentreret indsats hele vejen igennem, for vi møder et hold, som har været godt præsterende på det seneste i ligaen.
- Hvis de skifter et par spillere ud, kan det også vise sig, at det gør deres hold endnu stærkere, fordi det er spillere, som gerne vil vise sig frem. Så vi lægger ikke meget i, at de sparer spillere, siger Solbakken.
Anfører Thomas Delaney ser lidt mere optimistisk på at møde et svækket Club Brugge-hold.
- I og for sig bør det være lettere at spille mod et reservespækket hold, men jeg håber jo samtidig heller ikke, at Leicester også stiller med for mange reserver, siger Delaney.
FCK-anføreren henviser til, at Leicester skal tage point i Porto, mens FCK skal vinde i Brugge, for at FCK kan gå videre.
Ender onsdagens kamp uden et FCK-avancement i Europas bedste klubturnering, vil klubben stadigvæk have leveret bedre end forventet, siger Delaney.
- Vi skal bare ud og vinde den her kamp. Vi har ikke noget at tabe. Worst case er, at vi spiller Europa League, og det i sig selv er egentlig fint.
- Den havde vi nok taget inden det her gruppespil. Så vi har mere at vinde end at tabe mod Club Brugge, siger Thomas Delaney.
Kun en gang i historien er det lykkedes et dansk hold at gå videre fra Champions Leagues gruppespil. Det var FCK i sæsonen 2010/2011, hvor Chelsea blev endestationen i ottendedelsfinalen.
/ritzau/