Sofie Linde-fans kan allerede nu begynde at glæde sig. Den populære X Factor-vært har nemlig fået en ny tjans på TV 2.
Sofie Linde skal ifølge B.T. medvirke i den kommende sæson af "Stormester".
Hun er således blevet inviteret indenfor i stormester Lasse Rimmers villa i Charlottenlund og skal sammen med fire andre løse krøllede opgaver.
Det er faktisk stormesteren selv, som har afsløret nyheden. På Facebook skriver han "Gæt, om Sofie Linde er en af de fem deltagere i 'Stormester '19'? Skal du have hjælp? Ja. Ja, Sofie Linde er en af deltagerne. Kan du gætte svaret nu?".
Sofie bliver således en del af det nye "Stormester"-hold, og indtil videre er det sikkert, at hun skal kæmpe mod skuespiller og tv-vært Stephania Potalivo og komiker Melvin Kakooza. De sidste to deltagere er endnu ikke offentliggjort.
Komikeren Mark Le Fêvre fortsætter som Lasse Rimmers trofaste assistent, mens det ikke vides, hvornår de nye afsnit sendes.
I første sæson kæmpede Christian Fuhlendorff, Lina Rafn, Nikolaj Stockholm, Ruben Søltoft og Julie Ølgaard mod hinanden. Her tog Christian Fuhlendorff den samlede sejr.