Før valget kæmpede udenrigsminister Villy Søvndal (SF) for at få slettet en iransk oppositionsbevægelse (NCRI) fra EU's terrorliste. Det lykkedes.
Nu, hvor han er i regering, bruger Søvndal så USA's terrorliste, hvor gruppen stadig står opført, som begrundelse for at afvise 11 syge flygtninge fra at komme til Danmark. De syge flygtninge sidder nemlig i en flygtningelejr bestyret af NCRI.
Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, er fortørnet.
"Det er forfærdeligt kynisk, fordi det drejer sig om syge mennesker, der ikke har andre muligheder end at appellere til landene om hjælp," siger han til Newspaq.
Christian Juhl mener, at Villy Søvndal hurtigst muligt bør tage imod flygtningene.
De 11 flygtninge har søgt om kortvarigt ophold i Danmark.
Villy Søvndal sidder lige nu i en flyver på vej hjem, og har ikke kommenteret kritikken.