Danmark vil endnu ikke følge i fodsporene på Frankrig og Tyrkiet og anerkende den nydannede syriske oppositionskoalition som den eneste legitime repræsentant for den syriske befolkning.
Det slår udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fast efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Vi lægger os på en linje, hvor vi siger, at det er bestemt en legitim repræsentant, men vi vil ikke gå ud og lægge os fast på den eneste ene, siger han.
Oppositionskoalitionen, som kalder sig "Syriens Nationale Koalition for Opposition og Revolutionære Styrker", blev dannet i Qatar i søndags i et forsøg på at samle den syriske opposition i kampen mod præsident Bashar al-Assad.
Frankrig blev tirsdag det første vestlige land til en fuldbyrdet anerkendelse af koalitionen, og torsdag fulgte Tyrkiet efter. Men det er for tidligt, mener Villy Søvndal.
- Vi synes, at der er nået store fremskridt med den nye syriske gruppe i oppositionen. Men vi vil godt se de første handlinger, inden vi går ud og peger på dem som den eneste legitime repræsentant, siger Søvndal.
Samtidig tager udenrigsministeren også afstand fra et fransk forslag om at forsyne den syriske opposition med defensive våben til at forsvare sig mod den syriske regeringshær.
- Det er jo ikke vores linje. Vores linje er, at vi tror ikke, der er en militær udgang på den her konflikt. Vi tror kun, der er en politisk løsning.
- Så vi har faktisk et ønske om det modsatte, nemlig at få en endnu skarpere våbenembargo, der kan bringe kamphandlingerne til ophør.
Lederen af den nye syriske oppositionskoalition, Ahmed Moaz al-Khatib, opfordrede tirsdag det internationale samfund til at forsyne oprørshæren med våben.
EU har indført total våbenembargo over for Syrien, men det vil Frankrig nu tage op til diskussion.
- I øjeblikket er der en embargo, så der bliver ikke leveret nogen våben fra europæisk side. Spørgsmålet vil uden tvivl blive rejst for defensive våben, siger Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, til RTL Radio ifølge det franske nyhedsbureau, AFP.
/ritzau/