Søren Ventegodt får sin autorisation igen

Krimi

I 2012 blev den omstridte læge og alternative behandler frataget retten til at virke som læge. Nu må han igen.

Otte år efter at Københavns Byret fratog den omstridte læge og alternative behandler Søren Ventegodt hans autorisation som læge, har han nu fået den igen.

I en kendelse tirsdag har Østre Landsret bestemt, at Søren Ventegodt igen må virke som læge.

Det skriver Ekstra Bladet.

Landsdommerne begrunder ifølge avisen afgørelsen med hensynet til "den tid, der er forløbet", siden Ventegodt blev dømt og mistede autorisationen og "finder ikke grundlag for at opretholde dommens bestemmelse om rettighedsfrakendelse".

Søren Ventegodt blev i 2012 idømt 30 dages betinget fængsel og fradømt retten til at praktisere som læge "indtil videre".

I den brede offentlighed blev han kendt for den tvivlsomme behandlingsmetode "vaginal akupressur", der blandt andet involverede, at han kyssede patientens kønsdele.

Han blev dømt for at blandt andet at have været seksuelt manipulerende over for en række patienter og berørt to af dem på kønsdelene.

I marts afviste byretten at give ham autorisationen tilbage, men han kærede afgørelsen, og nu har landsretten altså givet ham grønt lys til at arbejde som læge igen.

Men det har han ikke tænkt sig.

Efter eget udsagn har han deponeret sin genvundne autorisation, hvilket han ifølge dombogen under behandlingen af sagen forklarede dommerne, at han ville, skriver eb.dk.

/ritzau/