Søren Papes forlovede udsat for vold: Ishockey-fan fængslet

Søren Pape Poulsens forlovede er blevet overfaldet i København.
Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, valgte at benytte det konservative landsråd i 2014 til for første gang at vise sin kæreste Josue frem for offentligheden. Ministerens samlever er natten til torsdag blevet overfaldet i København.
Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, valgte at benytte det konservative landsråd i 2014 til for første gang at vise sin kæreste Josue frem for offentligheden. Ministerens samlever er natten til torsdag blevet overfaldet i København. Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Justitsminister Søren Pape Poulsens (K) samlever er natten til torsdag blevet udsat for vold i København.

- I den forbindelse er en mand sigtet for hadforbrydelse og vold, oplyser Københavns Politi på Twitter.

Det er en 34-årig mand fra Slovakiet, der mistænkes for overfaldet.

Episoden fandt sted omkring klokken 03.30 ud for LA Bar på Gammel Mønt.

Her skal slovakken ifølge sigtelsen have slået justitsministerens kæreste, Josue Vasquez, med knyttet hånd i ansigtet og sagt "I don't like homoes".

Da den 34-årige torsdag blev stillet for en dommer, nægtede han sig skyldig. Ikke desto mindre blev han varetægtsfængslet frem til 30. maj.

Inden da forklarede slovakken, at han kom til Danmark i mandags med nogle venner for at se VM i ishockey.

Torsdag aften havde han været i byen i København. Han var fuld, og på et tidspunkt kom han op at skændes med en person.

Den sigtede husker efter eget udsagn ikke så meget, men han afviser at have slået med knyttet næve. Muligvis slog han på en anden måde.

Desuden hævder han, at Josue Vasquez gav igen - at han slog den sigtede i ansigtet. Den 34-årige afviser at have noget imod homoseksuelle.

Derfor afviser han også at have sagt, sådan som politiet nu påstår.

Omvendt har Josue Vasquez forklaret, at han kom ud fra LA Bar, og at den sigtede uden varsel slog ham på højre side af ansigtet eller halsen.

Herefter stillede en dørmand sig mellem de to, indtil politiet ankom til stedet. Tilsyneladende har dørmanden bekræftet forløbet - i hvert fald så han, at den 34-årige slog justitsministerens kæreste.

Offeret afviser, at han skal have talt med overfaldsmanden på noget tidspunkt.

Politiet ønsker ikke umiddelbart at give flere oplysninger i sagen. Også Søren Pape Poulsen (K) vælger foreløbigt at være fåmælt.

- Nu ser vi fremad og bearbejder hændelsen så godt, som man nu kan. Jeg har ikke andre kommentarer til episoden. Det håber jeg, I alle har forståelse for, skriver han torsdag aften på Twitter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.