Torsdag underpræsterede Thorbjørn Olesen en smule på førstedagen af European Tour-turneringen Made in Denmark.
Ifølge Søren Kjeldsen skal han dog ikke hænge for meget med hovedet. Kjeldsen gik ligesom Olesen første runde i 73 slag, hvilket svarer til et slag over banens par.
- Selvfølgelig er der er pres på ham, men som jeg ser det, er han en af de spillere, der er i allerbedst form, siger Kjeldsen.
Netop det tårnhøje pres, der er blevet bygget op om Olesen de seneste måneder, burde efter Kjeldsens overbevisning ikke være noget problem.
Han vurderer, at Olesen trives bedst under pres.
- Han kan godt lide presset. Hvis du ser på den måde, han har sluttet turneringer af på i år, så får han altid lige det sidste ud af en runde, siger Kjeldsen.
Han har selv kæmpet med om en plads på Ryder Cup-holdet de seneste år. Men han vil ikke give Olesen nogle råd med på vejen.
- Jeg kan ikke give ham nogen gode råd. Thorbjørn ved lige præcis, hvad han skal gøre, og det kommer han også til at gøre.
- Han fortjener at komme på det hold uanset hvad. Men det er jo ikke mig, der tager den beslutning, siger Kjeldsen.
Olesen gik torsdag første runde med Ryder Cup-vicekaptajn Lee Westwood.
Westwood havde en god dag, hvor han endte fire slag under par. Som vicekaptajn har han dog fokus andre steder end på sin egen præstation.
- Det handler om at holde øje med de andre spillere, der kan komme på holdet, siger Westwood.
Han er ikke nervøs for at udtage spillere som Olesen, der ikke har spillet Ryder Cup før.
- Det er jo ikke rigtige nybegyndere. De har spillet meget på den store scene, så det bliver ikke svært at få dem ind på holdet. De vil ikke blive overrasket over noget, siger Westwood.
/ritzau/