På fredag får Claus Nørgaard sin debut som cheftræner i Superligaen, når hans sønderjyske-hold møder Esbjerg.
Nørgaard er hentet ind fra en stilling som ungdomslandstræner i Dansk Boldspil-Union (DBU) uden nogensinde at have haft ansvaret for et superligahold.
- Det har været nemt. Det er en nem klub at komme til med en stærk kultur, siger han.
Hvad har du gjort for at forberede dig som cheftræner i Superligaen?
- Jeg synes, jeg kender den rimelig godt. Jeg var assistenttræner i tre år i Brøndby. Så der er ikke noget, der vil overraske mig på den måde. Det er jeg rimelig sikker på, siger han.
- Jeg har mere koncentreret mig om at arbejde med holdet. Det er mere det inde på banen, jeg har haft fokus på.
Den 37-årige Nørgaard har indtil for nylig trænet forskellige ungdomslandshold. Nu skal han prøve kræfter med Sønderjyske, der for en uge siden vendte hjem fra en træningslejr Spanien.
Nørgaard tiltrådte stillingen i starten af januar. Over vinteren har Sønderjyske gennemgået en større forvandling med en del spillere, der er rejst, mens andre er kommet til.
Desuden kæmper Claus Nørgaard med flere skader på holdet. Blandt andre den nye islænding Eggert Jonsson samt forsvarsspilleren Marc Pedersen og midtbaneprofilen Nicolaj Madsen har lidt at slås med, lyder det fra træneren.
- I løbet af ugen skal vi vurdere, hvordan det ser ud, siger han.
Trods skaderne ser Nørgaard frem til kampen mod Esbjerg, der var i store problemer i efteråret. Den kommende modstander har brugt vinteren til at skifte godt ud i truppen.
- Den første kamp er altid lidt intens. Det er aldrig sjovt at møde et hold, som har haft lidt modgang, siger han.
- Det bliver en svær og lige kamp, vi skal spille, lyder det fra cheftræneren.
Sønderjyske ligger på sjettepladsen med 30 point, mens Esbjerg indtager en 13.-plads med 19 point.
- Vi har et håb om at komme i top-6. Men vores mål er at slutte i top-10, siger Claus Nørgaard.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.