Mange negative kommentarer på sociale medier er årsagen til, at kendiskokken Umut Sakarya torsdag valgte at trække sig fra tv-programmet "Vild med dans".
Torsdag eftermiddag er der dog masser af søde og støttende kommentarer til kendiskokken. Beskederne er skrevet i kommentarfeltet til kokkens opslag om, at han stopper i programmet.
- Det er virkelig trist og ærgerligt, skriver en facebookbruger, Michael Hastrup Florentin, mens en anden, Nicholas Jensen, skriver:
- Kram, god karma og masser af kærlighed herfra.
Og Signe Kvist Nielsen skriver:
- Det er så sejt, at du kastede dig ud i udfordringen med så stort gåpåmod og smil på læben, som man kender dig. I har været en fornøjelse at følge.
Efter cirka tre timer har opslaget fået 1200 reaktioner og flere end 650 kommentarer. Også kommentarer til flere mediers opslag med nyheden er støttende på nær få negative.
Umut Sakarya, der er kendt for at eje Guldkroen, fortæller i opslaget, at han trækker sig fra "Vild med dans", hvor kendisser dyster i at danse, på grund af negative kommentarer på sociale medier.
- De startede med personlige svinere, som intet havde at gøre med dansen, underholdningen og det sjove.
- Den sidste dråbe, som fik glasset til at flyde over, var, at disse mennesker er begyndt at svine mit hjertebarn, Guldkroen, til helt uden filter, skriver han på Facebook.
I kommentarerne, som han selv fremhæver, bliver han blandt andet kaldt en "klovn" og "grim".
I flere af kommentarerne til Umut Sakaryas opslag torsdag er der manglende forståelse for, at der har været negative kommentarer.
- Øv, hvor er det trist altså, pinligt at mennesker opfører sig sådan. Umut, high five herfra, du er mega sej, skriver brugeren Tine Klinder.
- Godt valg på en rigtig træls baggrund. Husk, hvad der virkelig betyder noget, skriver Tina Glerup.
/ritzau/