Tidligere anbringelser eller bortadoptioner er den rigtige vej til at sikre udsatte børn et bedre liv.
Sådan lyder det fra Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, på bagkant af statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, hvor hun varsler tidligere og flere anbringelser af udsatte børn samt øget brug af bortadoption.
- Børn har kun en barndom, og det gælder også anbragte børn. Vi oplever i dag, at børn er blevet anbragt så mange gange, at de bliver frarøvet deres barndom, siger Benny Andersen.
Han mener, at statsministers udmelding skal hænge sammen med en styrket økonomi ude i kommunerne.
- Der bliver reageret for sent i dag, og kommunerne vælger nogle gange at placere børnene de billigste steder frem for de rigtige steder.
- Der er eksempler på børn, som har været anbragt 10-11 gange, inden de fylder 12 år. Enhver kan regne ud, at deres chancer for at klare sig godt i livet er ringere, siger Benny Andersen.
Samme melding kommer fra Dansk Socialrådgiverforening, der er fagforening for de socialrådgivere, der behandler sager med udsatte børn.
- Udsatte børn har været underprioriteret område, hvor der er blevet sparet meget gennem en årrække, siger formand Mads Bilstrup.
- Derfor er det positivt, at regeringen sætter fokus på det, men for at opgaven skal kunne løftes, skal der følge penge med, siger han.
Mads Bilstrup mener, at det økonomiske hensyn gør, at udsatte børn i nogle tilfælde oplever at blive hentet hjem igen, selv om de er blevet anbragt.
- Systemet fejler i dag ved, at det er for nemt at tage børn hjem fra anbringelser på grund af økonomi. Der er brug for ro, stabilitet og kontinuitet om de anbragte børn, siger Mads Bilstrup.
Hos Børns Vilkår er der også ros til regeringens mål om hurtigere anbringelser og flere tvangsadoptioner. Men direktør Rasmus Kjeldahl ser det som en meget svær opgave.
Han mener, at der både er brug for flere penge til området og en styrket faglighed hos de socialrådgivere, der behandler sagerne.
- Vi har allerede i dag en god og ambitiøs sociallovgivning, men vi oplever bare, at det er svært for kommunerne at leve op til det, og det problem vil også være der, hvis regeringen hæver ambitionsniveauet.
- Derfor skal der afsættes flere ressourcer, og man skal måske og se på, om der skal bruges magtmidler overfor kommunerne fra regeringens side for at få de her tiltag gennemført i praksis. Ordene gør det ikke alene, siger Rasmus Kjeldahl.
/ritzau/