Socialdemokratiet stiller modkrav til tørkeramt landbrug

Mange marker mangler vand efter længere tids tørke. Her vandes en mark ved Kirke Hyllinge. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Scanpix)

Landbruget må selv komme med forslag til, hvordan det kan blive mere robust, mener S, der er med på at hjælpe.

Socialdemokratiet er klar til at se på, om det tørkeramte landbrug skal have en hjælpende hånd fra politikerne.

Men samtidig bør landbruget komme med forslag til, hvordan erhvervet bliver mere robust, så det bedre kan klare tørker, regnvejr og andre udfordringer fra naturens side, mener fødevareordfører Simon Kollerup (S).

- Vi skal simpelthen ikke gå fra krise til krise år efter år, siger han.

Landbrug & Fødevarer holdt onsdag et ekstraordinært møde om tørken.

Her kom organisationen frem til en liste over, hvad politikerne kan gøre for at hjælpe erhvervet, der selv vurderer at stå til et tab på mere end fire milliarder kroner på grund af manglende regn.

Simon Kollerup ønsker ikke at tage stilling til, hvilke af de enkelte forslag der kan komme på tale, set med hans øjne.

- Det er en alvorlig situation, landbruget er i, når en tørke kan slå bunden ud af enkelte bedrifter og bringe landbrugserhvervet i krise på den måde. Derfor er vi klar til at drøfte, hvordan man kan hjælpe landbruget ud på den anden side af tørken med skindet på næsen.

- Vores krav vil være, at landbruget også bidrager til at gøre landbrugssektoren mere robust i Danmark, siger Simon Kollerup.

Kollerup nævner, at der er blevet åbnet for mere blandede ejerformer i landbruget. Kommer stærke investorer ind, kan det være med til at gøre erhvervet mere modstandsdygtigt over for kriser.

- Og så er jeg i det hele taget bare åben over for at drøfte med landbruget, hvordan de selv mener, at sektoren kan blive mere robust fremover, siger han.

- Men hvis man skal ind og give decideret tørkehjælp i år, er det en forventning fra vores side, at landbruget viser, hvordan de kan stå mere på egne ben.

Et af de håndtag, man ifølge landbruget kan dreje på, er at fremrykke udbetaling af landbrugsstøtten. Den udbetales normalt i december, men der er ifølge landbruget intet til hinder for, at den udbetales tidligere.

Det kan også hjælpe på likviditeten, hvis fristen for at betale moms og jordskatter udsættes. Andre tiltag, der kan lette situationen for landmændene, er tilladelse til at bruge mindre grovfoder til økologiske køer.

/ritzau/