Det er ikke Socialdemokraternes politik, at tvinge danske statsborgere til at stemme.
Sådan lyder det fra Morten Bødskov, næstformand i partiets folketingsgruppe.
Det sker efter, at Hamid El Mousti (S), medlem af Københavns Borgerrepræsentation, nu igen har udstedt en fatwa om, at muslimer, der ikke stemmer på tirsdag, havner de varmeste steder i helvede.
- Jeg kan kun tage al mulig afstand til Hamid El Moustis udmelding, som ikke bare strider mod Socialdemokraternes politik, men mod enhvers grundlovssikrede ret til at undlade at stemme, siger Morten Bødskov.
Næstformanden opfordrer Hamid El Mousti til omgående at lægge stilen om.
- Jeg synes, at Hamid El Mousti skulle gå ud på gader og stræder og agitere for at stemme, frem for at lave den her aktion. Han bør være klog nok til at holde sig fra den slags, siger Morten Bødskov.