Faderen til Edward Snowden, den amerikanske whistleblower, har modtaget et visum til Rusland, og han vil "meget snart" tage af sted for at besøge sin søn, siger familiens advokat.
I et interview til ABC News siger advokaten, Bruce Fein, at både han og faderen, Lon Snowden, er skeptisk over for præsident Barack Obamas løfte om at begrænse regeringens elektroniske overvågningsprogram, og de tvivler på, at den yngre Snowden ville kunne få en retfærdig retssag i USA.
- Vi har visum. Vi har en dato, som vi ikke vil afsløre lige nu på grund af den store ståhej, siger Fein.
- Vi agter at besøge Edward og foreslå forsvarsadvokater, som har erfaring inden for sager om spionage, fortæller han.
Edward Snowden sad fast i Moskvas lufthavn i fem uger, inden Rusland den 1. august gav ham et års asyl.
Han er tidligere efterretningsmand og har afsløret, at USA gennem efterretningstjenesten NSA står bag omfattende aflytninger og data-tapning, blandt andet i Europa, hvor flere EU-instanser har været udsat for amerikansk spionage.
Han har forklaret, at han opfatter det som ekstrem kontrol, der går langt ud over, hvad man bør tillade i et retssamfund.
Hans far siger søndag, at han tvivler på, at hans søn vil få en retfærdig retssag i USA, og han skyder med skarpt mod politikere i Kongressen, der allerede har været ude at dømme ham.
- Når man ser på mange af de udtalelser, som er fremsat af vore ledere - ledere i Kongressen - så er de fuldstændig uansvarlige og ude af trit med vores retssystem, mener han.
- De har forgiftet brønden så at sige, tilføjer han.
/ritzau/Reuters