Det er tidlig morgen, det er helt mørkt, og der er frostgrader udenfor.
Du har mest af alt lyst til at blive liggende i din varme seng. Men du skal op og finde huen og handskerne frem, så du kan nå at komme ud og rydde sne og smide salt eller grus på dit fortov.
Også selv om det er weekend.
- Der er ikke så stor tvivl om, hvor ansvaret ligger. Folk har pligt til at rydde for sne uden for deres egen ejendom, hvor der er adgang til vejen, fortæller Allan Bach Laursen, chef for Park og Vej under By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.
- Der skal ryddes for sne snarest muligt efter snefald. Det gælder også foran brandhaner og installationsskabe, fastslår han.
(artiklen fortsætter under boxen)
- Hvis du bor på en privat vej eller en grusvej, så er det din pligt at rydde både vejen og et eventuelt fortov for sne og is.
- Flere kommuner tilbyder gratis grus til grundejerne, som kan afhentes på genbrugsstationer rundt om i landet.
- Hvis en person falder og slår sig på dit glatte fortov, så skal du ikke begynde at love erstatning eller kompensation. Det skal I lade jeres respektive forsikringsselskaber om at vurdere.
- Hvis du er pensionist, så tilbyder flere kommuner at hjælpe med snerydning og saltning af dit fortov.
- Hvis du bor til leje eller i en andelsforening, så er det ejeren eller andelsforeningen, der står til ansvar for snerydning og "glatførebekæmpelse".
Kilder: Forsikring og Pension, retsinformation.dk, By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune.
UDVID
Vejloven dikterer utvetydigt, at grundejeren har "snerydningspligt" og pligt til "glatførebekæmpelse". Det betyder direkte oversat, at hvis du ejer et hus, så er det både dit ansvar at rydde sne og smide salt eller grus på glatte fortove.
Det er husejerens pligt og ansvar at sørge for, at fortovet er ryddet for sne, og at der ikke er glat fra klokken 7 om morgenen til klokken 22 om aftenen.
Hvis det er søndag, kan du få lov at slumre en time ekstra, for der skal være ryddet for sne og is inden klokken 8.
Ellers kan det få alvorlige konsekvenser. Både økonomisk og helbredsmæssigt.
- Hvis husejeren ikke har gjort sin pligt, og en fodgænger glider og kommer til skade, så skal ulykken meldes til husejerens ansvarsforsikring, siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent hos Forsikring og Pension.
- Den person, som falder og slår sig, skal huske at dokumentere, hvis fortovet ikke har været ryddet ordentligt. Så det er en god idé at tage billeder af stedet og få fat i vidner, som eventuelt har set episoden, uddyber Anja Lintrup Sørensen.
Både postbud og skraldemænd kan nægte at servicere din adresse, hvis du ikke har ryddet og saltet tilstrækkeligt.
Desuden kan kommunen beslutte sig for at rydde dit fortov for sne, hvorefter du modtager en bøde eller en regning for det pågældende arbejde, som du havde pligt til at udføre.