Et kraftigt snevejr over det nordlige Italien driller arrangørerne af sæsonens første cykelklassiker, Milano-San Remo, der køres søndag.
De dårlige vejrforhold kommer til at betyde, at rytterne kan se frem til en pause midtvejs i det 298 kilometer lange løb, der samtidig bliver afkortet med 46 kilometer.
Når rytterne har været på landevejen i 117 kilometer, skal de op i holdbusserne, hvorefter de bliver transporteret frem til kilometer 163. Herfra genoptages løbet, og de ryttere, der eventuelt var i udbrud, får deres tidsforspring tilbage.
Det får blandt andet betydning for danske Lars Bak, der sammen med fem andre ryttere tidligt slog et stort hul til feltet. Efter 85 kilometer havde de seks et forspring på lidt over ni minutter.
/ritzau/