Om man er 3F-formand eller kunstmaler og gallerist gør ikke den store forskel på Bornholm for tiden. I hvert fald ikke, når det gælder om at komme frem; her er begge to lige dårligt stillede.
Men sneen er ingen undskyldning, fortæller øens 3F-formand, Jens Skovgaard
"Med mindre, man har aftalt andet, er det altså folks egen ansvar at komme frem uanset, hvor meget sne, der ligger," lyder hans forklaring.
Kommer man ikke frem, kan arbejdsgiveren trække dig i løn. Og det kan blive en dyr fornøjelse - selv for formanden.
"Jeg er selv sneet inde og må vente på, at der kommer en sneplov og hjælper mig ud," siger Jens Skovgaard.
Kunstmaleren Poul Pava, der er flyttet til Bornholm med sine familie, griner lidt af hele postyret. Men mener, at øboerne også selv delvist er skyld i trafikproblemerne.
"Ja, for os der har fået monteret vinterdæk i tide, er der ingen problemer. Så når pensionisterne kommer tøffende med 40 i timen på deres sommerdæk, kommer Pava brasende med 90. Så få monteret vinterdækkene eller bliver kørt af banen af mig," lyder den skæve advarsel fra den kendte billedkunstner.
Han erkender dog, at fygningen på Bornholm er noget værre end i resten af Danmark, da øen er så åben.
"Hele øen er sgu lukket, og nu har jeg også en restaurant, så pengene fosser ud af kassen hver dag på grund aflysninger; jeg mærker allerede skyggen af tiggerstokken forfølge mig. Men omvendt, det er sgu sjovt for ungerne endelig at få lov at kælke, og det kan jeg godt unde dem," slutter Poul Pava.
Regler om snefri:
Du kan ikke blive fyret på grund af fravær, hvis du er sneet inde
Men du må betale for fraværet med en feriedag/feriefridag/afspadseringsdag
Det er dog op til arbejdsgiveren om du bliver trukket i løn for fraværet
Folk på flekstid bliver automatisk trukket i løn, da de ikke kan registrere sig, før de møder op
Kilde: HK og NNF