Vinterens første store snefald har skabt kaos med lukkede veje flere steder. Især Øst- og Midtjylland har været hårdt ramt til morgen.
Problemerne begyndte allerede ved 1-tiden i nat, hvor den første lastbil skred ud og spærrede motorvejen for den øvrige trafik nord for Århus. Siden har Falck været ude til i alt 80 opgaver, fortæller Falck. Lastbilerne har enten ikke kunnet komme op ad bakkerne på grund af sneen eller er skredet ud.
"Vores kranvogne har været ude for at fjerne lastbilerne eller skubbe dem ind til siden, så trafikken har kunnet komme i gang. Men vejene er meget glatte på grund af sneen," siger Klaus Kristiansen, kommunikationsmedarbejder i Falck til Newspaq.
Så hvis du skal ud og køre i dag, så skal du være ekstra opmærksom.
"Man skal tage afsted i god tid, køre efter forholdene og tage det stille og roligt og selvfølgelig huske at rense bilens lygter og ruder for sne," siger Klaus Kristiansen.
Sneen vil fortsat vælte ned, og det er især jyder, der - om man vil - får glæde af sneen.