Kong Vinter er på vej, og det er bare med at finde kælken frem. For der kommer sne flere steder, og sneen bliver liggende.
Ifølge DMI kommer der sne natten til onsdag i det sydlige Jylland og på Fyn og Sjælland, mens det vil være tørt i resten af Jylland. Onsdag fortsætter sneen med at drysse over store dele af Danmark.
Og selvom temperaturerne vil ligge omkring frysepunktet vil det være bidende koldt, fordi der er vind af kulingstyrke.
De kommende dage fortsætter det kolde vejr, og DMI forventer, at temperaturerne en nat eller to kravler ned mod minus 15 grader enkelte steder.
Hvis det holder stik, bliver det den koldeste decembernat siden 2001.
Hvorvidt der kommer hvid jul, kan DMI ikke sige noget om, men chancen stiger, når det har været rigtig koldt op til juleaften.