I 52 år har hun langet højtbelagte håndmadder med fiskefilet, frikadeller og roastbeef over disken til sultne kunder.
Og selv om den 95-årige Grethe Nylander fra Fredericia for længst har passeret pensionsalderen, har hun tænkt sig at blive ved med at passe sit job som smørrebrødsjomfru, som hun holder så meget af.
Det skriver TV Syd.
Grethe Nylander købte i 1966 butikken Lucullus Smørrebrød i det centrale Fredericia, og hun holder stadig af den daglige kundekontakt. I dag er det dog datteren Kirsten, der driver butikken, men Grethe Nylander giver stadig et nap med, når hun hver dag ved middagstid kommer ind i forretningen.
- Det er livsbekræftende, og jeg glæder mig til at gå på arbejde en times tid og møde mange spændende mennesker, siger hun til TV Syd.
Med så mange år på bagen har Grethe Nylander en tæt kontakt til sine kunder, der spørger efter hende, hvis hun en dag mod forventning ikke er at finde i butikken.
Den 95-årige kvinde, der er født i 1922, har ikke tænkt sig at nyde sit otium hjemme på sofaen. I hendes verden er en pensionering ikke det, der står lige for. Hun håber at kunne blive ved længe endnu.
- Indtil direktøren fyrer mig, har jeg tænkt at fortsætte, siger hun til TV Syd.