TV2-journalisten Jakob Tage Ramlyng, der som den første dansker blev smittet med Corona-virus, fortæller nu i et opslag på Facebook om forløbet.
Journalisten kom mandag sammen med sin familie hjem fra en skiferie i det nordlige Italien, og da han oplevede symptomer, blev han testet på Roskilde Sygehus. Og natten til torsdag fik han så beskeden om, at han var smittet med Corona-virus.
- Vi er selvfølgelig dybt rystede over, at det vi troede var stærkt usandsynligt nu er vores virkelighed, skriver Jakob Tage Ramlyng, der arbejder som redaktør på TV2 News.
Han skriver videre, at familien siden hjemkomsten fra Italien har fulgt anvisningerne fra lægerne.
- Indtil i går var rådet, at vi skulle betragte det som en almindelig virus. Når vi følte os raske til det, skulle vi gå i skole og på arbejde som normalt, skriver han.
Jakob Tage Ramlyng nåede kortvarigt at være på arbejde onsdag, og på den baggrund vil sundhedsmyndighederne torsdag vil komme på besøg hos TV2.
Jakob Tage Ramlyngs kone og parrets to sønner er også blevet testet for Corona-virus, men testede negative. Nu skal familien i 14 dage være i karantæne hjemme i huset.
- Det bliver helt uvirkeligt at skulle være indespærret i to uger, men vi prøver at få det bedste ud af det. I morgen vil vi - bare os fire - med stor entusiasme fejre, at vores store dreng bliver teenager, skriver Jakob Tage Ramlyng.