Den hærværksbølge som i marts skabte undren i blandt andet Sønderborg, Aabenraa og Haderslev er blevet opklaret.
Hærværksbølgen ramte blandt andet ti biler ved Jobcentret i Aabenraa og 12 biler ved hjemmeplejefirmaet Danske Diakon i Sønderborg - alle fik smadret ruder.
Nu har en 16-årig dreng fra Rødekro erkendt stort set alt og fået en dom, som indeholder en ungdomssanktion, hvor han frem til han fylder 18 år skal være i en eller anden form for socialpædagogisk indsats. Han skal blandt andet tilbringe mindst to måneder på en sikret institution for unge kriminelle, skriver JydskeVestkysten.
- Vi havde ikke rigtigt noget at lave. Vi kedede os, lød forklaringen fra den 16-årige dreng i Retten i Sønderborg.
Nærmere kom man ikke motivet for det omfattende og systematiske hærværk, der løber op i 750.000 kroner.
Drengen begik hærværet alene eller sammen med en flok venner. I alt gik han hen over en weekend løs på 64 biler og en lastbil. Også private hjem og en skole fik smadret ruder.
Den 16-årige begik desuden røveri mod en anden dreng, hvor han truede med at flække offerets kranie med en sten, hvis ikke han fik drengens mobiltelefon.
Han formåede også at tage turen til Tønder, hvor han i maj angiveligt hævnede sig på ordensmagten, fordi den havde konfiskeret hans tunede knallert.
Her forcerede han et hegn ind til politistationen i Nørregade og kastede sten gennem ruderne på to private biler, der stod parkeret på politistationens område.
Det var i forbindelse med hærværket på politistationen, at den 16-årige blev anholdt.
Ifølge JydskeVestkysten skal tre andre i retten i samme sag. Det er to drenge og en 19-årig pige fra Aabenraa- og Rødekro-området.