En smuk dyr taske, flotte smykker, en gratis bil og en lækker cykel - det er ting, som de fleste vil være glade for at modtage i gave.
Det har den norske kongefamilie muligvis også været, men nu er det altså slut.
Kongefamilien har meldt ud, at de ikke længere vil modtage private gaver fra kommercielle aktører. Det skaber nemlig et alt for tæt bindeled, som familien ikke har lyst til, skal være der.
Det skriver det norske medie NRK.
- Vi prøver at vise, at vi ikke er forbundet med nogen, siger kong Harald.
Kongehuset ændrer sig med samfundet
Tiltaget sker angiveligt efter en periode, hvor kongehuset har kigget nærmere på deres egne rutiner og forhold, forklarer den norske hofmarskal Gry Mølleskog.
Familien ønsker at følge med tiden, og vil gerne undgå, at folk skal spekulere i, at de har særlige forhold til visse erhvervsfolk:
- Dette er et eksempel på, at kongefamilien har ændret sig i takt med samfundet. Tidligere var det helt okay at modtage gaver i forskellige situationer, hvor der i dag er langt strengere regler. På samme måde har vi ændret os og indført en ny praksis, siger den norske hofmarskal Gry Mølleskog.
Beslutningen blev truffet allerede sidste år, men det er først nu, at kongefamilien for alvor melder ud, hvordan deres ny linjer kommer til at være fremover.
Her i landet har den royale familie ikke en decideret politik for at modtage gaver, men fremover vil de i Norge altså sende alle gaver tilbage, som de får, fortæller den norske hofmarskal.