Giv kvinden i dit liv oralsex, nyd smagen af jordbærsmag - og beskyt dig selv mod for eksempel herpes og klamydia.
Det kan et nyt præventionsmiddel tilbyde, og flere har taget det til sig.
På kort tid er interessen for den såkaldte slikkelap, der beskytter mod sygdomme under oralsex, steget markant, lyder meldingen fra Aidsfondet.
"Vi kan virkelig mærke en markant stigning i salget, efter der er kommet meget fokus på slikkelapperne. Vi har set minimum en tredobling i salget i denne uge," siger projektkoordinator Farnaz Rasoulinia og henviser til, at en række medier i denne uge har skrevet om oralsex-præventionsmidlet.
Hun kan dog ikke give konkrete tal på, hvor mange slikkelapper, der er solgt til 15 kroner stykket.
Helt konkret er slikkelappen et stykke latex på størrelse med et halvt A4-ark. Den fungerer ved, at man lægger den over kvindens kønsdele, inden slikkeriet starter - og så kan den også bruges til såkaldt rimming; slik omkring anus.
Det er da også forskellige typer, der køber latex-lappen.
"Køberne er dem, der vil passe på sig selv. Det er den ansvarlige type, som ikke er bange for at prøve noget nyt. Det er også mænd, som ikke bryder sig om at slikke en kvinde, fordi de ikke bryder som om smagen eller lugten," siger Farnaz Rasoulinia, der fortæller, at en del af kunderne også er prostituerede.
I Aidsfondet jubler man over, at flere har fået øjnene op for den nye prævention.
"Mange har ikke vidst, at slikkelappen eksisterede. Før i tiden var det reelt kun manden, der kunne beskytte sig med kondom, og derfor er det her godt egnet til kvinder," siger Farnaz Rasoulinia.
Ligesom kondomer fås slikkelappen med forskellige smag: blåbær, vanille, jordbær, chokolade, banan og mint.
Farnaz Rasoulinia understreger, at slikkelappen kun beskytter under oralsex.