Danish Crown øger produktionen og skal derfor ansætte omkring 150 nye slagteriarbejdere.
Her arbejder så mange ukrainere, at nyhederne ikke kun skrives på dansk
I en pressemeddelelse skriver slagteriet, at der det kommende halve år skal slagtes 300.000 grise mere end hidtil ventet.
- Det er fantastisk dejligt, at vi har udsigt til at få flere grise til vores slagterier. Det har vi sukket efter, så det er meget positivt, at udviklingen går den vej. Vi har alt for længe oplevet, at vi måtte skære vores kapacitet ned, fordi vi manglede grise, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.
Udover 80 nye job i Sæby skal der ansættes mellem 30 og 40 nye folk i Herning, mens der i Ringsted skal bruges cirka 35 nye medarbejdere, meddeler slagteriet.
Det er anden gang inden for få uger, at der bliver sat gang i ansættelsen af nye produktionsarbejdspladser. Således blev der for små tre uger siden søgt efter 100 nye medarbejdere til slagteriet i Blans ved Sønderborg. Det skete som følge af en ny produktion til det japanske marked.
Denne gang skal slagtekæde nummer to i Sæby tages i brug om aftenen, og som følge deraf vokser aktiviteterne i udbening, pakkeri og udlæsning også.
I Herning skal udvidelsen af medarbejderstaben bruges til de stadigt flere specialgrise, som Danish Crown håndterer. Herning er specialiseret i de mindre produktioner, der kræver mange skift, og som betyder, at det er en kompleks affære at holde styr på de mange forskellige typer af kød, der kører gennem fabrikken.
I Ringsted er udvidelsen af produktionen to-delt. Japan-afdelingen skal bruge cirka 15 mand, og så skal der bruges cirka 20 medarbejdere i udbeningsafdelingen.
Ringsted er klar allerede i slutningen af september, mens udvidelserne i Sæby og Herning træder i kraft senest i begyndelsen af oktober.