En person er dræbt i et skyderi under en protest i en park i Louisville, Kentucky, lørdag aften lokal tid. En anden person er såret.
I parken var demonstranter samlet for at protestere mod en ung sort kvindes død i marts.
De første meldinger om skud affyret i Jefferson Square Park i det centrale Louisville kom ved nitiden lørdag aften.
Trods forsøg på genoplivning døde en mand på stedet. En anden person er bragt til hospitalet, men er uden for livsfare.
Det oplyser politiet i byen ifølge nyhedsbureauet AP.
En video, som er offentliggjort på sociale medier, viser en mand, som åbner ild i parken, mens folk flygter for at finde dækning. Senere på optagelsen kan man se mindst en person, der ligger blødende på jorden.
Der er indtil videre ingen oplysninger om den mistænke, nogen anholdelse eller ofrenes identitet.
I ugevis har Jefferson Square Park dannet ramme om protester mod den sorte mand George Floyds død i politiets varetægt samt Breonna Taylors død.
Den 26-årige Breonna Taylor blev i marts i år skudt og dræbt af politiet, da betjente stormede hendes lejlighed i Louisville.
Breonna Taylor blev skudt otte gange, efter at betjente uden varsel stormede lejligheden for at gennemføre en narkoransagning.
Der blev ikke fundet narkotika i Breonna Taylors lejlighed, og hun var ikke selv under mistanke.
/ritzau/