Østjyllands Politi sigter en 52-årig mand for drabsforsøg i forbindelse med en Stram Kurs-demonstration i Gellerupparken i Aarhus fredag.
Her blev manden skudt af politiet, da han truede med en kniv og ikke adlød politiets ordrer om at lægge våbnet fra sig.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden er anholdt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag klokken 14.
Det samme vil en 40-årig mand, der sigtes for medvirken til drabsforsøg. Det vides ikke, hvordan han har været involveret i episoden i Gellerupparken.
Politiets skud ramte den 52-årige mand i benet.
Det vurderes, at han vil være i stand til at møde op til grundlovsforhøret i Retten i Aarhus.
/ritzau/