Tre personer bliver søndag fremstillet for en dommer og sigtet for forsøg på manddrab efter et skyderi i Grindsted lørdag eftermiddag.
Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Henrik Dam tidligt søndag morgen.
Politiet holder dog kortene tæt til kroppen og forventer, at retsmødet søndag vil blive holdt for lukkede døre.
- Vi har endnu mange løse ender i denne her sag, så det er meget begrænset, hvad vi kan og vil fortælle på nuværende tidspunkt, siger Henrik Dam.
Lørdag eftermiddag omkring klokken 16 modtog politiet en anmeldelse om uro mellem seks-syv unge mennesker i Grindsted. Der skulle angiveligt være affyret skud tæt på Grindsted Sygehus midt i den sydvestjyske by.
JydskeVestkysten skriver, at én person skulle være ramt under skyderiet.
Vagtchefen vil ikke gå i detaljer om politiets viden om skyderiet, men han oplyser, at ingen er indlagt som følge af skyderiet.
Politiet valgte i første omgang at anholde fem personer. De to af dem bliver løsladt søndag morgen, oplyser vagtchefen.
De anholdte er i alderen fra 16 til 22 år.
Ifølge JydskeVestkysten har politiet også været forbi byens rideskole for at blive klogere på forløbet.
Samtidig har avisen billeder fra parkeringspladsen ved Sygehuset. Her har en bil tilsyneladende pløjet en lygtepæl ned, og i den forbindelse er den blevet kraftigt skadet.
Det er endnu uvist, om bilen har noget med skudepisoden at gøre.
Heller ikke de oplysninger har vagtchefen ønsket at kommentere.
Andre billeder viser kampklædte betjente med våben på stedet.
/ritzau/