Mindst seks personer er blevet dræbt under et skyderi i en moské i den canadiske by Québec i provinsen af samme navn.
Otte personer er såret, oplyser en talskvinde for politiet i byen.
To mistænkte er anholdt efter skyderiet. Ifølge talskvinden er der ingen tegn på, at der var flere gerningsmænd. Et vidne har berettet, at op til tre personer skød.
Motivet bag ugerningen er endnu ukendt.
Ifølge lederen af moskéen Mohamed Yangui blev der åbnet ild i moskéen under aftenbønnen søndag.
- Hvorfor sker det her? Det er barbarisk, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mohamed Yangui var ikke selv til stede i moskéen under skyderiet, men han fortæller, at han modtog flere telefonopkald fra desperate under aftenbønnen.
Hændelsen fandt sted omkring klokken 20. På det tidspunkt var omkring 40 personer i moskéen.
Canadas premierminister, Justin Trudeau, fordømmer angrebet:
- I aften sørger canadiere over de, der er blevet dræbt i et kujonagtigt angreb mod en moské i byen Québec. Mine tanker går til ofrene og deres familier, skriver Trudeau på Twitter.
Også Québecs premierminister, Philippe Coulliard, oplyser på Twitter, at man nu vil gøre alt for at beskytte borgerne.
- Québec fordømmer kategorisk denne barbariske vold. Solidaritet med muslimske borgere i Québec, skriver premierministeren blandt andet.
Han kalder søndagens angreb mod moskéen "en terrorhandling".
Angrebet var rettet mod moskéen Centre Islamique de Québec.
Moskéen har tidligere været udsat for groft hærværk. Under ramadanen i juni 2016 placerede ukendte gerningsmænd således et grisehoved ved moskéens indgang.
I New York har borgmester Bill de Blasio sagt, at man vil øge sikkerheden ved byens moskéer efter angrebet i Canada.
På Twitter skriver han, at byens borgere bør holde øje: "Hvis du ser noget, så sig noget".
/ritzau/