Skud affyret på Frederiksberg - umiddelbart er ingen ramt

Krimi
Tungt bevæbnet politi er til stede på Finsensvej og Eversvej på Frederiksberg efter meldinger om skyderi torsdag eftermiddag. (Foto: Presse-Foto.dk/Ritzau Scanpix)

Politiet har fundet flere patronhylstre og der ses skudhuller i et vindue.

Der har torsdag eftermiddag været et skyderi på Eversvej på Frederiksberg, oplyser Københavns Politi.

Efter alt at dømme er der blevet affyret flere skud. På Twitter oplyser politiet, at der på stedet er fundet flere patronhylstre.

Et vindue i en ejendom er tilsyneladende blevet ramt af skud. Ruden ses i hvert fald at have flere huller, som umiddelbart ligner skudhuller.

Hvorvidt nogen er blevet ramt, er usikkert, men politiet oplyser på Twitter, at patruljerne på stedet ikke er stødt på tilskadekomne.

I forbindelse med politiets indsats er der i området bevæbnede betjente og adskillige patruljebiler.

Der er desuden foretaget afspærringer, blandt andet af den normalt befærdede Finsensvej. Eversvej er en sidevej til Finsensvej.

Desuden har metrodriften været indstillet mellem Frederiksberg Station og Vanløse Station. Klokken 14.30 oplyste Metroselskabet dog på Twitter, at togene kører igen på strækningen.

/ritzau/