Det er ikke kun virksomhedsbosser og direktører, der betaler topskat.
Mere end 5.200 sygeplejersker og 5.000 skolelærere rammes også af topskatten og betaler derfor marginalskat på 56 procent til staten.
Det skriver BT på bagrund af tal fra den liberale tænketank Cepos.
Det samme gælder for 2.700 lastbilchauffører, 1.685 pædagoger og 220 skraldemænd, skriver avisen, som har været i kontakt med én af de chauffører, der bliver ramt af topskatten:
- Men jeg synes egentlig ikke, det er urimeligt, at folk i almindelige jobs også betaler topskat. Hvis det er det, der skal til for at få velfærden til at fungere, så er det helt i orden med mig. Spørgsmålet er bare, om pengene bliver brugt rigtigt, siger den 43-årige chauffør Richard Thomassen til BT.
Han har en del overarbejde, hvilket er årsagen til den høje indtægt.
I alt betaler næsten en halv million danskere topskat.
Diskussionen om topskatten er blusset op, efter Liberal Alliances formand Anders Samuelsen for nylig har lagt pres på Venstre for som minimum at holde partiet op på ambitionen om at "sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint," som formuleret i regeringsgrundlaget.
Ifølge Ritzau vil det koste syv milliarder kroner at fjerne topskatten helt.