Skotlands førsteminister: Aftaleudkast er ødelæggende for os

BRITAIN-SCOTLAND-WWI-REMEMBRANCE-POPPY (Foto: Jane Barlow/Ritzau Scanpix)

Aftalen vil bringe Skotland ud af det indre marked, mens Nordirland bliver. Det er urimeligt, mener Sturgeon.

Det aftaleudkast om brexit, som premierminister Theresa May har samlet opbakning til, vil være ødelæggende for Skotland.

Det mener den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, fra Det Skotske Nationalparti (SNP).

Af udkastet fremgår det, at hele Storbritannien bliver i EU's toldunion.

Dermed har briterne undgået en toldgrænse i havet mellem Nordirland og resten af Storbritannien.

Ifølge britiske medierapporter får Nordirland, der er en del af Storbritannien, også en særstatus i forhold til EU's indre marked, mens fastlandet - herunder Skotland - slet ikke er nævnt i aftalen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Nicola Sturgeon ønsker, at også Skotland forbliver i både toldunionen og det indre marked. Hun mener, at aftalen vil give Nordirland en urimelig fordel.

- Det vil være ødelæggende for investeringer og job i Skotland, udtaler SNP-lederen i en video på Twitter.

Hun tilføjer, at aftalen vil være "den værste af alle tænkelige verdener".

Sturgeon påpeger samtidig, at udkastet stadig kan blive nedstemt i det britiske parlament, hvilket ifølge hende kan bane vejen for "bedre muligheder". Her nævner hun fortsat medlemskab af det europæiske indre marked for hele Storbritannien.

Også de konservatives koalitionspartner i Underhuset, nordirske DUP, tager afstand fra udkastet ved at henvise til Mays egne udtalelser fra sidste år.

- For at bruge hendes egne ord, så er ingen aftale bedre end en dårlig aftale. Og det her er en rigtig dårlig aftale, siger næstformand i partiet Sammy Wilson til BBC.

Lederen af det store oppositionsparti Labour, Jeremy Corbyn, siger, at briterne "kommer til at opleve år med mindre indflydelse på vores love og vores penge".

Mens Nigel Farage, tidligere leder af det nationalistiske parti Ukip, skriver på Twitter, at "dette er historiens værste aftale".

I samme ombæring opfordrer han ethvert regeringsmedlem, som er "ægte brexit-tilhænger", til at gå af. Hvis ikke vil disse miste tillid for altid, mener han.

Næste skridt bliver at præsentere en samlet aftaletekst til det britiske Underhus, der så skal stemme om, hvorvidt man vil gå videre med aftalen.

Aftalen skal også godkendes i de øvrige 27 EU-lande og ratificeres i EU-Parlamentet.

/ritzau/