Mange børn bliver dagligt udsat for perfekte kroppe på de sociale medier, hvor appelsinhud eller rynker bliver fjernet.
Det er et problem, mener Sex & Samfund, der er en privat og landsdækkende forening.
I denne uge sættes der fokus på kropsidealet hos de danske skoleelever, når den såkaldte Uge Sex skydes i gang.
Her vil der i højere grad blive kigget på uperfekte kroppe, hvor temaet lyder: "den perfekt uperfekte krop".
- Vi ved, at mange børn og unge føler sig forkerte. Hver anden unge dreng og pige føler sig for tykke. Så kan vi også se, at børn og unge i dag er udsat for et konstant visuelt perfekt kropsideal, siger Lene Stavnsgaard, der er national chef for Sex & Samfund.
En undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Sex og Samfund, viser samtidig, at halvdelen af danske forældre er bekymret for, at deres barn bliver mobbet med sin krop.
Ifølge Lene Stavnsgaard har det altid været sådan, at børn føler sig usikre og gerne vil passe ind. Der opstår et problem, når børn ikke i samme grad bliver udsat for almindelige kroppe.
- I dag er der en meget stærk visuel fortælling på sociale medier og i reklamer, der viser én slags krop. Vi dækker os i højere grad til og vil ikke gå i bad efter eksempelvis idræt. Børn er derfor i mindre grad udsat for helt almindelige kroppe og uproblematisk nøgenhed, siger hun.
Undersøgelsen fra Voxmeter viser også, at 70 procent af forældrene mener, at deres eget forhold til kroppen påvirker børnene.
- Forældrene er stadig udsat for præstationspres, hvor de skal være kloge, dygtige og tjene penge. Der skal forældrene være gode til at reflektere over, hvordan de overbringer de her kropsidealer til deres børn, siger Lene Stavnsgaard.
Over halvdelen af de danske skoleelever og mere end 11.000 undervisere deltager i årets Uge Sex.
/ritzau/