Det er glædeligt, at det nye skoleforlig sikrer penge til kompetenceudvikling af skolebestyrelsesmedlemmer.
Det siger Skole og Forældres formand, Mette With Hagensen, i en kommentar til skoleforliget.
Forliget om folkeskolereformen indeholder en pulje på godt 12 millioner kroner til at kompetenceudvikle skolebestyrelsesmedlemmerne på landets folkeskoler.
- Jeg er meget glad for, at det nye folkeskoleforlig har en pulje penge til skolebestyrelsesmedlemmernes kompetenceudvikling, siger hun.
Flere hundrede skoler er blevet lagt sammen de seneste år med større skoler til følge.
Det har givet de frivillige forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer mere arbejde og tungere opgaver med at løse lovbundne opgaver - at føre tilsyn og lave principper for skolens virksomhed.
- Behovet for kompetenceudvikling af skolebestyrelsesmedlemmerne er vokset år for år. De 12 millioner kroner skal bruges til at klæde skolebestyrelserne rigtig godt på til at give deres bidrag til at løfte folkeskolen de kommende år, siger hun og fortsætter:
- Det arbejde glæder jeg mig til. Samtidig vil øget viden blandt skolebestyrelsesmedlemmerne også føre til større forældreindflydelse på skolen.
En undersøgelse, som Skole og Forældre har lavet for nylig, viser, at kun halvdelen af skolebestyrelsesmedlemmerne føler sig klædt godt eller meget godt på til opgaven i skolebestyrelsen.
/ritzau/