På Hansenberg erhvervsskole i Kolding er det ikke eleverne, der har et rødt æble med til læreren, det er omvendt. For hvis eleverne efter en time vurderer læreren til under 7,5 på en skala fra 1 til 10, så ryger den betalte frokostpause, skriver Kolding Lokalavis.
Dermed slår skolen alle rekorder i dårlig ledelse, mener Tage Søndergård Kristensen, tidligere professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og nu indehaver af virksomheden Task-Consult.
"Det er helt hul i hovedet at bruge en elevtilfredshedsundersøgelse på den måde. Det er noget af det værste, jeg nogensinde har hørt," siger han til Kolding Lokalavis.
Det er omkring to tredjedele af lærerne, der ikke længere får deres frokostpause betalt, fordi de ikke lever op til ledelsens mål om en tilfredshed på 75 procent.
Koling Lokalavis har været i kontakt med en række lærere, der ønsker at være anonyme. En af dem har sagt op på grund af det nye afstraffelsessystem.
"Det går ud over undervisningen. Jeg kan ikke se eleverne i øjnene," siger han til Kolding Lokalavis.
Ifølge Hansenbergs direktør, Birger Hørning, var systemet ikke tænkt som en straf, men han overvejer nu, hvordan det kan modificeres, siger han til Kolding Lokalavis.