Den massive kritik af Skat i en række kontrolsager får nu konsekvenser.
En afdeling nedlægges, der skal mere fokus på borgernes retssikkerhed - og Kammeradvokaten skal med personaleafdelingen se på, om der skal iværksættes disciplinære sanktioner.
Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har fået en redegørelse fra Skat, som han bestilte i april. Og han har tidligere slået fast, at han havde en klar forventning om, at Skat ville tage opgaven med redegørelsen alvorlig.
Og at Skat også ville tage nogle konsekvenser, hvis tingene ikke var foregået korrekt, og få ryddet op.
- Det mener jeg, er sket nu. Og det er jeg meget tilfreds med. Skats direktion har iværksat en række tiltag for at rette op på problemerne, siger skatteministeren i forbindelse med, at redegørelsen om Skat er blevet offentliggjort.
Holger K. Nielsen siger, at han som skatteminister har taget kritikken af Skat meget alvorlig.
- For det er vigtigt, at der er et tillidsfuldt forhold mellem borgerne og skattevæsnet. Og at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved Skats ageren, siger ministeren.
Skatteministeren påpeger, at det er vigtigt med et velfungerende skattevæsen, der sørger for at få penge ind til samfundet. Men også at det sker på en retfærdig måde.
Der er en række alvorlige kritikpunkter i sagsbehandlingen af konkrete sager, blandt andet i forbindelse med personfølsomme oplysninger, siger ministeren.
Holger K. Nielsen har bedt Skat om skriftlige redegørelser. Den første skal ligge på hans bord om et halv år - og den anden om et år.
/ritzau/