Debatindlæg LA's politik er liberalisme på speed
(Foto: )
Liberal Alliances økonomiske politik er ekstrem. Det ville klæde Anders Samuelsen at oplyse om de store konsekvenser, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Lars Andersen er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I debatten om tilbagetrækning har Liberal Alliance foreslået en skattelettelse på 20.000 kroner til personer i arbejde. Med de penge kan folk - ifølge partileder Anders Samuelsen - trække sig tidligere tilbage, hvis de har lyst til det.

Anders Samuelsen kalder Socialdemokratiets plan om differentieret tilbagetrækning for ’populisme på speed’. Lad os se lidt nærmere på forskellen mellem de to forslag.

Gennemfører man Samuelsens pensionsplan, vil det umiddelbart koste 60 milliarder kroner. Bruger man Finansministeriets regnestok med dynamiske effekter med videre, bliver beløbet 44 milliarder kroner - hvert år.

Socialdemokratiet har foreslået en pensionsplan for tre milliarder kroner. Liberal Alliances plan er dermed 14-20 gange så dyr.

Det er en voldsom skattelettelse Liberal Alliance foreslår. Skattelettelsen er så stor, at det svarer til de samlede udgifter til folkeskolen og daginstitutionerne i Danmark. Det er rigtig mange penge og om noget populisme på speed.

Det er klart, at en så stor skattelettelse vil gå udover vores velfærd. Hvis man som Liberal Alliance vil dele gaver ud, så må man også fortælle, hvor pengene skal komme fra. Er det fra folkeskolen, fra daginstitutionerne, fra ældreplejen eller fra sygehusene? Pengene skal jo findes et sted.

Fugle på taget

Ifølge Anders Samuelsen kan man finde pengene via en effektivisering i det offentlige. Det er mildt sagt fugle på taget. Det er uærligt at bilde folk ind, at man bare kan effektivisere sig til så mange penge, uden at det går ud over serviceniveauet. Selvfølgelig vil så store besparelser kunne mærkes.

I interviewet med Avisen.dk, siger Anders Samuelsen, at en differentieret pensionsalder vil være skruen uden ende, og at der hele tiden vil skulle findes flere penge. Det lyder nærmere som de seneste års skattepolitiske kurs.

Tal fra Skatteministeriet viser, at regeringen har gennemført skattelettelser for 27 milliarder kroner siden 2015, som vil være indfaset i 2025. De kommende år kommer der flere børn og flere ældre. Det er ikke svært at gennemskue, at yderligere skattelettelser vil betyde endnu flere forringelser i den offentlige service.

Allerede i dag ser vi konsekvenser af den politiske prioritering. En undersøgelse fra VIVE viser, at 73.000 svage ældre ikke modtager hjælp fra hjemmehjælp, familie eller andre.

De får ikke hjælp, selvom de angiver ikke at kunne klare sig uden hjælp.

Ikke råd til skattelettelser

Det ville klæde Anders Samuelsen ikke at bilde folk ind, at de kan få det hele. Selvfølgelig kan man give skattelettelser, men det kommer til at koste velfærdskroner. Hvis vi gerne vil have en tidssvarende offentlig service de kommende år, er der ikke råd til skattelettelser. Faktisk har vi dårligt råd til overhovedet at følge med de mange flere børn og ældre, vi forventes at blive i de kommende år.

Anders Samuelsens melding må om noget betegnes som populisme på speed. Det virker til, at Liberal Alliance er klar til valgkamp med løfter om store gaver og til at bilde folk ind, at det ikke har konsekvenser. Sådan hænger virkeligheden bare ikke sammen.

Dette er et debat-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

via Listen To News