I over fem år levede en mand på gaden uden arbejdsindkomst eller kontanthjælp. Han var syg og registreret "forsvundet". Alligevel udstedte SKAT den ene årsopgørelse efter den anden.
I dag er manden på vej tilbage til et normalt liv. Men SKAT har nægtet at se på hans sag igen. Dermed risikerer han at begynde en ny tilværelse med en skattegæld på knap en halv million kroner.
Det skriver Fagbladet 3F.
Nu pålægger Landsretten SKAT at genoptage mandens sag, og det glæder advokat Line Barfod.
- Landsskatteretten siger til SKAT, at når der findes en kattelem i reglerne, så skal de også bruge den. De kan ikke bare firkantet sige, at sagen ikke falder ind under bestemte kategorier. De skal foretage en konkret vurdering, siger Line Barfod til Fagbladet 3F.
SKAT har i alt sendt seks årsopgørelser til manden. Han er sat i skat af samlet næsten en million kr. Det betyder, at hans totale restskat er cirka 400.000 kr. plus et stort beløb i renter.
På et tidspunkt blev hans mor syg. Det lykkedes da familien at få kontakt med ham igen. Nu har hans brors revisor hjulpet ham med at føre sag.
- Det er de færreste socialt udsatte, der har den chance for at få rådgivning. Men det er en god afgørelse. Den sender et klart signal til SKAT, siger Line Barfod.
Landsskatteretten giver i den aktuelle sag SKAT ret i, at de almindelige tidsfrister for at se på årsopgørelserne er overskredet. Men hvis der findes "særlige omstændigheder" kan det godt ske alligevel. Og det er er der i denne sag, fastslår Landsskatteretten.
Blandt andet er det en særlig omstændighed, at manden har været syg og levet på gaden. Det er uvist, hvad SKAT nu beslutter om mandens årsopgørelser.
Skatteministeriet overvejer i øjeblikket, om afgørelsen skal ankes. Derudover har hverken SKAT eller ministeriet nogen kommentarer, og henviser til, at de har tavshedspligt i forbindelse med personsager.