Hvert år til marts overvinder gavmildheden Skats medarbejdere, der ellers er mest berygtede for at tage vores penge. De giver nemlig bevidst penge tilbage til de danske skatteborgere.
I sidste uge resulterede det i, at totredjedele af danskerne kunne registrere, at Skat satte penge ind på deres nemkonto.
"Den måde, som vi beregner folks forskudsskat, lægger faktisk op til, at langt de fleste vil få skat tilbage. Hvis vi for eksempel regner os frem til, at en skatteyder har en trækprocent på 42,2 procent, så runder vi automatisk op til en trækprocent på 43," siger kontorchef i Skat, Klaus Østergaard Jensen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Det er simpelthen reglerne, der siger, at vi skal gøre sådan," understreger han.
Og noget tyder på, at strategien virker. Danskerne har taget Skat - og især TastSelv på skat.dk - til sig.
I den første uge efter årsopgørelserne blev tilgængelige på skat.dk, var der næsten fire millioner visninger af årsopgørelser. Det er mere end dobbelt så mange som i 2008.
Hjemmesiden får da også store roser med på vejen fra den tidligere socialdemokratiske skatteminister og nuværende formand for Skattekommissionen, Carsten Koch.
"Jeg synes faktisk, det er en utrolig nyttig side, Skat har fået. Den er blevet moderniseret, og det er blevet meget nemmere, så det overrasker ikke mig, at mange bruger siden, og at de gør det tit," siger Carsten Koch, der var skatteminister under Poul Nyrup Rasmussen fra 1994 til 1998.
Carsten Koch erkender, at Skat er blevet en succeshistorie, men understreger at det ikke er noget nyt.
"Men det er jo ikke noget nyt. Man har igennem flere år arbejdet med at gøre forskudsopgørelsen lettere og mere strømlinet. Og nu har man altså en situation, hvor det er meget simpelt at lave for eksempel forskudsopgørelsen," siger han.
Trængslen på skat.dk fortsatte efter de overskydende skattekroner blev udbetalt. I ugen efter den 16. marts har 310.000 danskere været inde og ændre i deres selvangivelser.
Et tegn på, at det ikke kun er Skats gavmildhed, der lokker danskerne til skat.dk. Det vurderer Thorbjørn Helmo Madsen, der er direktør i revisionsfirmaet Timevision.
"Det kunne tænkes, at man er blevet opmærksomme på, at Skat laver forskellige kontrolforanstaltninger, som jo kan betyde, at man kommer til at betale bøder, hvis man ikke betaler, det man skal. Derfor er man måske mere agtpågivende og sørger for at få selvangivet, det man skal," siger Thorbjørn Helmo Madsen.