Plastikkirurgen Kim Tjelum, der er tiltalt for i alt 12 forholde om blandt andet lægesjusk, forsømmelse og mangelfuld journalføring, mener selv, at han er en kompetent læge.
- Jeg har aldrig haft problemer før. Jeg er mere grundig end de fleste, siger han under det første retsmøde i Københavns Byret tirsdag.
Og da senioranklager Jacob Buch-Jepsen spørger, om det er korrekt, at han anser sig selv for være dygtigere end andre læger rent fagligt, svarer den 46-årige tiltalte læge kort og klart: "ja".
Men trods den stålfaste tillid til egne evner beskyldes Kim Tjelum for adskillige forhold om forsømmelse, fra både før og efter han opgav sin lægeautorisation i september 2011.
Kim Tjelum er blandt andet tiltalt for ulovligt at have fortsat sine lægebehandlinger - herunder forundersøgelser af flere patienters bryster - selvom han ikke længere havde autorisation til det.
Derudover er han tiltalt for at have foretaget en brystoperation på en 17-årig pige, for at have udskrevet medicin til sig selv mindst 10 gange, selvom han manglede autorisationen, og udvist grovere eller gentagen forsømmelse i forhold til 25 patienter som vagtlæge.
Kim Tjelum erkender dog kun at have udskrevet medicin til sig selv og nægter sig ellers skyldig i alle øvrige forhold.
Ved sagens første retsmøde anmodede forsvarer Tage Siboni om navneforbud, selvom Tjelums navn allerede er godt omtalt i medierne.
Anklager Jacob Buch-Jepsen argumenterede imod at beskytte lægen, da han mente "at løbet var kørt" for et navneforbud.
Og det imødekom dommeren med den begrundelse, at Kim Tjelum også selv har udtalt sig i medierne, før sagen kom for retten.
Der er afsat otte retsdage til den store sag om lægesjusk, hvor over 20 personer er indkaldt vidner.
Der ventes en afgørelse til maj.
/ritzau/