Debatindlæg 3F til politikere: Nedslidning kan undgås
Ulla Sørensen er arbejdsmiljøpolitisk ansvarlig i 3F

Ulla Sørensen er hovedkasserer i 3F, hvor hun også sidder i hovedbsestyrelsen og er en daf daglig ledelse.

HVER FEMTE 3F'ER forlader arbejdsmarkedet, før de fylder 60 år. Mange er nedslidte. Tænkte de, at det ville gå sådan, da de valgte uddannelse og efterfølgende arbejde? Formentlig ikke.

Tag for eksempel en ung murer. Lad os kalde ham Niels. Niels vil gerne være murer ligesom sin far. Han vil gerne overtage familiens murerfirma. Han får et svendebrev og er stolt af det og sit fag. Ligesom hans far er stolt af ham. De er stolte af, at deres familie har været med til at bygge Danmark op og stolte af, at de er og har været murere, der får hjulene til at dreje rundt i Danmark.

Skulle Niels’ far have stoppet Niels, før han fik sit svendebrev og sagt til ham, at han skulle vælge en anden vej i livet? Skulle Niels’ far have bremset ham i hans valg ved at fortælle, at hans egen krop var mærket af hårdt fysisk arbejde? Eller skulle han fortælle Niels, at han efter nogle år som murer skulle regne med at finde på noget andet? Hvis han altså kunne. Fordi han blev slidt ned.

I 3F kender vi godt svaret på de spørgsmål. Selvom murere er en af de jobgrupper, som udfører det hårdeste fysiske arbejde, har flest smerter, er mest syge fra arbejde og er mest trætte, når de kommer hjem fra arbejde, så kender vi stadig godt svaret. Det skal være muligt at gå på arbejde uden at blive slidt ned.

DET GÆLDER IKKE KUN for murer-Niels. Det gælder også for alle de andre 3F-brancher, der vender den tunge ende nedad, hvad angår slid og slæb. Og det er de fleste. 3F-brancher som rengøring, byggeri, landbrug, gartneri, transport og industri ligger alle i den belastede ende af skalaen, når det kommer til hårdt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Ifølge NFA stiger både andelen af psykisk overbelastede lønmodtagere og andelen af overbelastede ift. muskel og skelet. Op imod 10.000 af 3F’s medlemmer er hvert år udsat for arbejdsskader og nedslidning.

Derfor er der nødt til at ske noget for at få mindsket nedslidning og forbedret arbejdsmiljøet i Danmark.

3F MENER, at der skal tre grundlæggende ting til for at få mindsket nedslidning:

1) Genopretning af Arbejdstilsynets kontrolindsats

Siden 2007 er Arbejdstilsynet blevet beskåret med en tredjedel, hvilket også ses på kerneopgaven: Bevillingen til tilsyn med arbejdsmiljø er også faldet med en tredjedel fra 543 mio. kr. i 2007 til 360 mio. kr. i 2018.

Alene i perioden fra 2014 til 2018 er antallet af tilsynsbesøg på virksomhederne faldet med 40 procent. Antallet af reaktioner fra Arbejdstilsynet over for virksomhederne er i samme periode faldet med 27 procent. Samtidig går det den forkerte vej med arbejdsmiljøet i Danmark.

Derfor skal der komme en tilførsel af minimum 100 mio. kr. årligt ekstra til Arbejdstilsynets arbejdsmiljøindsats.

2) Rådgivning om forebyggelse og fastholdelse

Det høje niveau af arbejdsulykker, mistrivsel og den fortsatte, betydelige fysiske og psykiske nedslidning vidner om, at arbejdspladser slet ikke er gode nok til selv at indhente den nødvendige viden om fastholdelse og forebyggelse eller ikke formår at omsætte viden til praktisk holdbare løsninger.

Derfor mener 3F, at vi skal styrke rådgivningen om arbejdsmiljø ved at etablere en pulje på 100 mio. kr. for at støtte adgangen til ekstern arbejdsmiljørådgivning i små virksomheder.

3) Arbejdspladsens egen indsats skal styrkes

Den enkelte arbejdsplads er afgørende vigtig for at styrke arbejdsmiljøet. 3F ønsker derfor, at samarbejdet på arbejdspladsen styrkes, og at de supplerende uddannelser skal være obligatoriske, så vi får styrket kompetencerne i arbejdsmiljøorganisationen.

Derfor har vi store forventninger til den politiske aftale om den fremtidige arbejdsmiljøindsats, der er på trapperne inden for kort tid. Vi håber og forventer, at arbejdsmiljøarbejdet på arbejdspladserne vil blive husket.

Så hvis vi skal slutte, hvor vi begyndte. I 3F vil vi ikke acceptere, at man bliver nedslidt af at gå på arbejde. Vi mener ikke, at vi som samfund skal acceptere, at der er nogle job og nogle uddannelser, hvor nedslidning er nærmest uundgåeligt. Alle faggrupper – og det gælder også murere og andre fag- og ufaglærte – skal kunne udføre deres arbejde hele livet.

Dette er et debat-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

via Listen To News