Frivilligt arbejde er vejen frem, hvis vi vil bevare niveauet i vores velfærd. Sådan lyder det i den offentlige debat. Men hvor går grænsen for, hvilket arbejde frivillige skal udføre?
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har sammen med kulturminister Marianne Jelved (R) tirsdag indkaldt til et dialogmøde for at sætte nye rammer for samspillet mellem det frivillige Danmark og den offentlige sektor. Der skal laves et nyt frivilligcharter.
Men en række frivillige organisationer er bekymrede for, at resultatet af et nyt charter bliver, at frivillige skal levere velfærdsydelser, mens man glemmer, at frivilligt arbejde tager udgangspunkt i dannelse og demokratisering.
- Kommunerne er i stor grad begyndt selv at organisere frivillige. Det er et skråplan, fordi man dermed underkender, hvad civilsamfundet kan og skal som mod- og medspiller til den offentlige indsats, siger leder af frivilligafdelingen i Ældre Sagen, Lars Linderholm.
Ældre Sagen har sammen med Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danmarks Idræts-Forbund og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger fremlagt sine synspunkter op til opdateringen af chartret.
Organisationerne frygter, at kommunerne som en del af deres besparelsesdagsorden begynder at trække frivillige ind i opgaver, som de frivillige i virkeligheden ikke skal løse.
På Aalborg Universitet forsker Lars Skov Henriksen i frivilligt arbejde, og han kan godt forstå organisationernes bekymring.
- Ja, for der bliver jo fra det offentlige og måske især den kommunale side lagt meget vægt på den rolle, de frivillige skal spille i fremtidens velfærdspolitik. De frivillige ses mere og mere som en strategisk ressource i produktionen af velfærd, siger han.
I Fredensborg Kommune lægger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) ikke skjul på, at han ser frivilligt arbejde som et vigtigt element i fremtidens velfærd.
- Vi har sidste år oprettet et frivilligcenter, hvor de frivillige kan være, og ansat en centerleder. Selvfølgelig skal man altid være opmærksom på, at man ikke tager arbejde fra en bestemt faggruppe, men ellers synes jeg, der skal være rimelig højt til loftet, siger han.
/ritzau/