Janick Klausen kommer ikke med til inde-EM i atletik.
Den danske højdespringer var ellers blandt de syv danskere, der havde klaret EM-kravet, men han blev skadet i hælen, da han i januar kvalificerede sig med et spring på 2,26 meter.
Det meddeler Dansk Atletik Forbund på sin hjemmeside.
- Janick kunne måske godt have sprunget, men hans forberedelser har ikke været optimale, og der vil altid være en risiko for en forværring. Den risiko vil vi ikke tage med tanke på hans skadeshistorik.
- Der er ingen grund til at presse på. Jeg vil hellere se ham springe 2,30 meter udendørs, siger Piotr Haczek, der er sportschef i Dansk Atletik Forbund.
I august afvikles VM udendørs i London, og her er kvalifikationskravet 2,30 meter.
Med Janick Klausens afbud består Danmarks hold ved inde-EM af følgende seks atleter:
Sara Slott Petersen - 400 meter.
Stina Troest - 800 meter.
Kristoffer Hari - 60 meter.
Benjamin Lobo Vedel - 400 meter.
Andreas Bube - 800 meter.
Andreas Martinsen - 60 meter hæk.
EM bliver afholdt fra 3.-5. marts i Beograd.
/ritzau/