Mens lavere temperaturer og enkelte regnbyger har givet brandvæsnet mulighed for at få midlertidigt styr på flere af naturbrandene i Australien, stiger regningen støt.
Australske forsikringsselskaber siger, at skaderne for de omfattende naturbrande nu løber op i 700 millioner australske dollar, hvilket svarer til 3,2 milliarder danske kroner.
Det skriver nyhedsbureauet dpa natten til tirsdag.
Interesseorganisationen Det Australske Forsikringsråd meddeler, at selskaberne har fået omkring 9000 skadesanmeldelser siden september på grund af ødelæggelserne indtil nu.
Tallet forventes at stige en del i løbet af de kommende dage.
Finansminister Josh Frydenberg siger, at 20 procent af skadesanmeldelserne er blevet vurderet.
I halvdelen af sagerne er der faldet afgørelse, siger han.
Mildere vejr i det sydlige og østlige Australien har givet et "kortvarigt pusterum" for de udmattede brandmænd.
Vejrforholdene ventes at skifte til det værre med væsentligt højere temperaturer igen senere på ugen, melder myndighederne tirsdag.
Ifølge New South Wales Rural Fire Service er mindst 1588 hjem blevet ødelagt, og 653 huse har taget skade i staten i løbet af hele brandsæsonen, som begyndte i september.
I delstaten Victoria er omkring 450 bygninger blevet ødelagt i brandene.
Også de tal ventes at stige, mens myndighederne får tilset de udbrændte områder i de to hårdest ramte delstater.
Begge stater fik noget regn i løbet af natten til tirsdag, mens en lang række brande fortsætter med at være aktive i både de to delstater samt i South Australia.
Chef for New South Wales Rural Fire Service Shane Fitzsimmons siger, at de over 2600 brandmænd vil drage nytte "af de gode betingelser", inden der flere steder i New South Wales fredag ventes temperaturer på over 40 grader, skriver dpa.
Meldingerne kommer, samtidig med at vejrtjenesterne i Chile og Argentina ifølge nyhedsbureauet AFP har spottet røg fra brandene mere end 12.000 kilometer væk fra Australien.
/ritzau/