Formsvage Arizona Coyotes må se bort fra formstærke Mikkel Bødker i de kommende NHL-kampe.
For mens klubben taber den ene kamp efter den anden, befinder den danske forward sig i en glimrende periode med mange scoringer.
Men nu sætter en skade en foreløbig stopper for Bødker, skriver klubben på sin hjemmeside.
I NHL er der ikke tradition for at give nærmere information om, hvilke skader, spillerne pådrager sig. Coyotes nøjes med at oplyse, at der i Bødkers tilfælde er tale om en "upper-body injury".
Bødker pådrog sig skaden søndag mod Winnipeg Jets, og den vil nu blive vurderet fra uge til uge, meddeler klubben.
For danskeren er det samtidig afslutningen på en opsigtsvækkende stime af kampe. Han har spillet 257 kampe i streg for Arizona Coyotes, som i de forgangne sæsoner har kaldt sig Phoenix Coyotes. Det er den fjerdelængste stime i klubbens historie.
Bødker er topscorer for klubben i denne sæson med 14 mål i 45 kampe. Han er desuden noteret for ligeså mange assister.
/ritzau/