Når det danske landshold løber på banen til VM-kvalifikationskampen i Kasakhstan, er det med 10 af de 11 spillere, der startede tirsdagens testkamp mod Tyskland.
Eneste ændring finder man i midterforsvaret, hvor landstræner Åge Hareide har sendt Andreas Christensen ud på bænken og erstattet ham med anfører Simon Kjær.
Kjær blev sparet mod tyskerne, men vender tilbage mod Kasakhstan, hvor han spiller ved siden af Jannik Vestergaard.
Tanken er formentlig, at Vestergaard er bedre med venstre ben end Christensen, ligesom hans styrke i luften kan blive et angrebsvåben mod de knapt så høje centralasiater.
I målet skal Frederik Rønnow forsøge at hente sin tredje sejr i lige så mange kampe i VM-kvalifikationen, mens backpositionerne bliver besat af Jens Stryger Larsen og Riza Durmisi.
På den centrale midtbane spiller William Kvist ved siden af sin tidligere FC København-makker Thomas Delaney med Christian Eriksen i en fremskudt position.
Tremandsangrebet udgøres af Martin Braithwaite, Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen.
Her er Danmarks startopstilling (4-3-3):
Frederik Rønnow - Jens Stryger Larsen, Simon Kjær, Jannik Vestergaard, Riza Durmisi - William Kvist, Christian Eriksen, Thomas Delaney - Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen, Martin Braithwaite.
Sådan stiller Kasakhstan op (4-5-1):
David Loria - Gafurzhan Suyumbayev, Yeldos Akhmetov, Yuri Logvinenko, Dmitri Shomko - Serikzhan Muzhikov, Georgi Zhukov, Islambek Kuat, Bauyrzhan Islamkhan, Azat Nurgaliyev - Tanat Nuserbayev.
Kampen begynder klokken 18.
/ritzau/