Wolfsburg og den danske landsholdsspiller Simon Kjær har haft en meget svingende sæson i den tyske Bundesliga. Lørdag vandt holdet efter tre kampe uden sejr med 5-2 ude over Freiburg.
Det lignede dog til at begynde med endnu en skuffelse for Wolfsburg, da Freiburg kom foran 1-0 efter blot to minutter på et mål af Max Kruse.
Men fem minutter senere indtog Simon Kjær en afgørende rolle og blev i første omgang noteret for en scoring ved udligningen til 1-1, men senere blev det rettet til et selvmål af Freiburgs Cedric Makiadi.
Wolfsburgs Adelino Vieirinha scorede til 2-1 efter 16 minutter, inden udeholdets kroatiske stjerneangriber viste målnæsen ved at score de næste to mål i kampen.
Freiburg fik lov at reducere til 2-4 ved den indskiftede midtbanespiller Johannes Flum. Wolfsburgs Diego scorede 5-2-målet i overtiden.
Mens Simon Kjær spillede hele kampen, så var Thomas Kahlenberg ikke med i truppen for Wolfsburg.
I en af denne rundes største kampe vandt Schalke 04 lokalderbyet på hjemmebane over Borussia Dortmund med 2-1.
Schalke 04 viste flot spil i begyndelsen af kampen, og det var fortjent nok, at formstærke Julian Draxler bragte Schalke foran 1-0 efter 12 minutter.
Klaas-Jan Huntelaar fordoblede føringen 10 minutter før pausen på et flot hovedstød, da Dortmund-forsvaret slet ikke var tæt i markeringen af den hollandske angriber.
Dortmunds topscorer Robert Lewandowski fik reduceret til 1-2 i anden halvleg, men tættere på point kom udeholdet ikke i kampen om at være det stærkeste hold i Ruhr-distriktet.
Bayern München var ved at snuble hjemme mod Fortuna Düsseldorf, som overraskende var foran to gange på udebane mod det tyske storhold, der dog endte med at vinde 3-2.
Bayern-stjernerne Thomas Müller, Franck Ribéry og Jerome Boateng afværgede et truende nederlag på Allianz Arena ved at score et mål hver i løbet af kampen.
Ken Ilsø sad på bænken i hele kampen for oprykkerne fra Düsseldorf.
Mainz 05 havde Bo Svensson og Niki Zimling med i hele kampen, da holdet vandt 1-0 hjemme over Bayer Leverkusen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.