Den færøske landsholdsmålmand Gunnar Nielsen overtager omgående tjansen som førstemålmand i den nedrykningstruede superligaklub Silkeborg, efter at Lasse Heinze onsdag lod sig operere i hoften.
Selv om målmandsskiftet kommer på et kritisk tidspunkt med kun otte kampe tilbage af sæsonen, er sportschef Peder Knudsen glad for, at det er lykkedes at hente den tidligere Manchester City-målmand til det jyske.
- Vi har været i kontakt med ham længe og kæmpet for at få ham herned. Gunnar Nielsen har gerne villet have fast spilletid, og det får han så mulighed for nu, siger Peder Knudsen.
Forgængeren Lasse Heinze har for længst meldt ud, at han ønsker at prøve noget nyt, når hans kontrakt udløber til sommer.
Dermed blev 1-0-sejren 2. påskedag over FC København Heinzes 135. og sidste for klubben, fordi smerterne var blevet for store til at udskyde operationen længere.
- Det er ikke den bedste timing, men det er sådan, situationen er. Der er jo også forsvarsspillere, der brækker kæben og ikke kan spille den næste kamp, konstaterer Peder Knudsen.
Gunnar Nielsen kan se frem til hårdt arbejde, når han indleder sin superligakarriere med en udekamp i Aalborg mandag aften.
Han kommer nemlig til at stå bag ligaens mest hullede forsvar, der har lukket 53 mål ind i sæsonens hidtidige 25 kampe.
/ritzau/