243 demonstranter er torsdag blevet anholdt i Venezuelas hovedstad, Caracas, af regeringens sikkerhedsstyrker.
Det skete, da sikkerhedsstyrkerne ryddede fire protestlejre på offentlige pladser. De improviserede teltlejre var dekoreret med venezuelanske flag og protestslogans mod Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.
Landets indenrigsminister, Miguel Rodriguez, beskylder demonstranterne, der hovedsageligt er studerende, for at bruge lejrene til voldelige formål.
- Styrkerne beslaglagde narkotika, våben og sprængstoffer. Alt sammen ting som hver eneste dag bliver brugt voldeligt i konfrontationer med sikkerhedsstyrkerne, siger ministeren til statens tv-kanal.
Det afviser en kvindelig leder fra en af gadelejrene overfor Reuters. Hun opfordrer samtidig resten af verden til at hjælpe befolkningen, som, hun mener, er underlagt diktatur.
Der har gennem flere måneder været protester mod præsidenten, som, demonstranterne mener, er inkompetent og uden politisk vilje til at bekæmpe korruption, høj kriminalitet, inflation og mangel på basale fødevarer.
Protesterne er dog aftaget siden februar og marts, hvor gaderne var fyldte af tåregas, barrikader og brændende affald. Det er sket, fordi demonstranternes håb om at afsætte præsident Maduro er blevet mindre.
Ifølge officielle tal er 41 mennesker blevet dræbt, næsten 800 såret og 3000 mennesker anholdt siden februar i forbindelse med urolighederne.
Den socialistiske præsident, Nicolás Maduro, overtog sidste år magten efter den afdøde Hugo Chávez.
/ritzau/Reuters