Efter en skudepisode i Albertslund har politiet tirsdag øget sikkerheden ved politistationer i hele landet.
Den øgede bevogtning vil vare, indtil situation er afklaret, oplyser Rigspolitiet.
Tirsdag middag er det fortsat meget sparsomt med oplysninger om skyderiet.
Dog står det klart, at en politimand er blevet ramt af skud, og at en mulig gerningsmand er blevet anholdt.
Københavns Vestegns Politi ønsker ikke at fortælle, hvor slemt betjenten er tilredt. Men ifølge flere medier er vedkommende ramt i hovedet.
Det er uklart, hvorfor politiet har fundet anledning til at optrappe sikkerheden i hele landet.
I Nordjyllands Politi gælder det øgede tiltag ikke kun bevogtning af politistationer. Også på gaden vil betjente være mere synlige.
- Vi øger vores synlighed i hele politikredsen, siger vagtchef Mogens Hougesen.
Også Københavns Politi har valgt at sende flere folk på gaden.
/ritzau/