Sigtelse: Voldtog tre kvinder - den ene var 66 år

Nordsjællands Politi fik torsdag aften anmeldelse om voldtægt. En yngre mand er sigtet og skal for en dommer.
En 32-årig mand fra Brædstrup er fredag i grundlovsforhør i Retten i Helsingør. Han blev anholdt natten til fredag i et sommerhus i Hornbæk og er blevet sigtet for at have voldtaget tre kvinder i Hundested, i Frederiksværk og i Kolding.
En 32-årig mand fra Brædstrup er fredag i grundlovsforhør i Retten i Helsingør. Han blev anholdt natten til fredag i et sommerhus i Hornbæk og er blevet sigtet for at have voldtaget tre kvinder i Hundested, i Frederiksværk og i Kolding. Foto: Nils Meilvang/arkiv/Scanpix

En 32-årig mand fra Brædstrup er fredag sigtet for at have voldtaget tre kvinder. Overgrebene er sket på Sjælland og i Jylland.

Det oplyser efterforskningsleder Henrik Gunst, Nordsjællands Politi.

Det seneste tilfælde foregik onsdag i Hundested og gik ud over en kvinde på 66 år.

Manden er natten til fredag blevet anholdt i et sommerhus i Hornbæk, og han vil senere fredag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør.

Politiet fik anmeldelsen om voldtægten i Hundested torsdag aften ved 18.30-tiden. Anmeldelsen gik på, at kvinden flere gange var blevet voldtaget af en bestemt mand.

Manden er imidlertid også sigtet for at have voldtaget en 55-årig kvinde tidligere onsdag.

Denne voldtægt skete i Frederiksværk. Overgrebet skal være foregået i en bil omkring klokken 01.30 onsdag morgen.

Den tredje voldtægt, som manden mistænkes for, foregik i Kolding og gik ud over en 56-årig kvinde. Der er ikke oplysninger om, hvornår denne voldtægt skete.

Manden blev anholdt omkring klokken tre natten til fredag, da betjente troppede op i sommerhuset i Hornbæk.

Huset er blevet undersøgt af politiets teknikere, og undersøgelserne fortsætter fredag.

Mandens bil er taget med af politiet, så den også kan blive undersøgt for eventuelle spor.

Der er fredag kun få oplysninger om sagen. Det skyldes blandt andet, at det endnu ikke er afklaret, om anklagemyndigheden vil kræve, at grundlovsforhøret med manden kommer til at foregå for lukkede døre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.